Britisk idealisme
I dagens verden har Britisk idealisme fået stor relevans på forskellige områder. Fra politik til populærkultur er Britisk idealisme blevet et emne for konstant diskussion og af stor interesse for en bred vifte af publikum. Over tid har Britisk idealisme udviklet sig og fået nye dimensioner, der har fanget opmærksomheden hos både eksperter og entusiaster. I denne artikel vil vi udforske de forskellige facetter af Britisk idealisme og analysere dens indvirkning på vores moderne verden. Fra dens historie til dens implikationer for fremtiden vil vi dykke ned i en detaljeret analyse, der vil kaste lys over dette fænomen, der er så relevant i dag.
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Britisk idealisme I slutningen af 1900-tallet genoplives Hegels tanker i den britiske idealisme. Hovedskikkelserne er T. H. Green (1836–1882), Francis Herbert Bradley (1846–1924), og Bernard Bosanquet (1848–1923). De efterfulgtes af J. M. E. McTaggart (1866–1925), H. H. Joachim (1868–1938), og J. H. Muirhead (1855–1940). Den sidste væsenslige filosof i denne tradition var G. R. G. Mure (1893–1979). G. E. Moore og Bertrand Russell startede analytisk filosofi som modreaktion til den tidlige britiske idealisme.
Noter
- ^ . Russell skev senere i "My Mental Development" at "with a sense of escaping from prison, we allowed ourselves to think that grass is green, that the sun and stars would exist if no one was aware of them ..."—Russell B, (1944) "My Mental Development", i Schilpp, Paul Arthur: The Philosophy of Bertrand Russell, New York: Tudor, 1951, pp 3–20.
 | Spire Denne filosofiartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |